Om Agnete Hoffmeyer
Mit udgangspunkt er at alle mennesker har brug for nærværende kontakt med andre mennesker i deres liv. Ligesom ilt er dette livsvigtigt. Jeg tilbyder både individuelle terapeutiske forløb, workshops samt gruppebaserede kursusforløb.
Individuelle forløb
Jeg stiller min viden, empati og kontaktfulde nærvær til rådighed for at hjælpe dig gennem samtale- og kropsterapi og livsvejledning.
Mit udgangspunkt er helhedsorienteret med en dyb forståelse af menneskelivets sorger og glæder. Jeg foretrækker at kalde det jeg tilbyder for Livsvejledning og Livsterapi, fordi jeg gerne vil understrege mit udgangspunkt for mødet med dig: at alle mennesker kan have brug for dybe livgivende samtaler med et andet menneske. Både når livet er rigtig svært – men også når der bare er brug for en god lyttende sparringspartner, der kan stille gode spørgsmål eller hjælpe dig til at mærke dig selv og hvad der er vigtigt for dig.
Mit mål med mit møde med dig er:
- at skabe et undersøgende og understøttende empatisk og livsvitaliserende samtalerum,
hvor du
- bliver bedre til at mærke dig selv og være i kontakt med dig selv, din krop og dit indre
- kommer til at forstå dig selv, dine reaktioner og relationer bedre
- styrker dine kompetencer til at håndtere din krop, følelser og tanker på en måde der er god for dig
- udvikler dine kompetencer til at leve og skabe et for dig sammenhængende og meningsfuldt liv, hvor du kan trives og gro
Min baggrund
Jeg er uddannet Cand.mag. i pædagogik og folkloristik fra Københavns Universitet med en stærk toning indenfor psykologi og speciale i narrativ livsvejledning. Jeg har derudover taget efteruddannelse som psykoterapeut med et kropsligt udgangspunkt og narrativ coach og løbende opkvalificeret mig indenfor bl.a. krops- og samtaleterapi, gestalt-terapi, kognitiv adfærdsterapi samt narrativ praksis og vejledning.
Undervist i psykologi, motivation og arbejdsliv på Handelshøjskolen i København, Undervist i relationsarbejde for efterskolelærere og vuggestuepædagoger, og var i mange år lektor i psykologi, pædagogik og videnskabsteori på University College Sjælland ved Professionsbacheloruddannelsen i Ernæring og Sundhed, hvor jeg bl.a. underviste i, hvordan man kan støtte og styrke mennesker gennem forandringsprocesser ved hjælp af samtaler og undervisningsforløb. Herunder undervist i sundhedspsykologi, stress, motivationssamtalen (MI), sundhedsvejledende og sundhedspædagogiske metoder, psykisk arbejdsmiljø samt psykologiske aspekter ved livsstilsændringer. Har siden 2003 sideløbende med min primære beskæftigelse haft klienter i terapi. Og også i perioder som selvstændig haft kurser i f.eks. motivationssamtalen eller forløb for kvindegrupper i et livshistorisk perspektiv.
De sidste år har jeg arbejdet som skole- og familiekonsulent med pædagogisk og psykologisk vejlederfunktion i et specialpædagogisk skoletilbud for børn med socio-emotionelle udfordringer. Samt arbejdet med supervision og debriefing af pædagogisk personale, når de havde været i udfordrende og svære situationer.
Jeg anvender en kombination af vejledning og terapeutiske metoder individuelt tilpasset den enkelte klients problemstillinger. F.eks. elementer fra krop-/gestalt-terapi, omnitherapy, kognitiv terapi, motivationssamtalen, narrativ praksis, coaching og vejledning, naturbaseret terapi, samt med inspiration fra oprindelige folks traditioner og livsvisdom (særligt de indianske).
Jeg er mor til 3 børn + 2 bonusbørn. De 4 ældste børn er flyttet hjemmefra og jeg bor med min mand, vores fælles datter i et naturskønt område i landsbyen Torslunde i Ishøj.
Glæder mig til at møde dig!
Kærligst Agnete Hoffmeyer